AGF-profil før Nordsjælland-kamp: Mulighed for revanche
Mads Emil Madsen lader sig ikke skræmme af det seneste resultat mod FC Nordsjælland. Faktisk er AGF-profilen glad for muligheden for at genrejse sig.
Da AGF senest mødte FC Nordsjælland fik de en gedigen omgang tæsk, da hjemmeholdet sejrede med hele 7-2 på Right to Dream Park.
Campo.dk har interviewet AGF-profilen Mads Emil Madsen forud for de to holds indbyrdes opgør fredag aften for at høre, hvad han tænker om at møde FCN efter skrækkampen.
Du kan se hele indslaget i videoen over artiklen.
Og selvom han tydeligt husker afklapsningen i Farum, ser AGF’eren fredagens kamp som en mulighed for aarhusianerne.
– Det er fedt at møde dem igen så hurtigt. Vi kan få revanche og vise, at det var en engangsforestilling, det, der skete i Farum – så på den måde er det dejligt.
– Vi har mødt dem mange gange i denne sæson, og det er et svært sted at spille.
– Selvom der er en pokalfinale, der fylder meget, så er vi gode til at holde fokus på den næste kamp, sagde Mads Emil Madsen til campo.dk.
Og det er ikke kun på klubbens vegne, at Madsen glæder sig. Midtbanemotoren synes nemlig ligeledes, at hans egen form er på rette kurs.
– Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at jeg er i topform. Men jeg føler mig meget godt spillende og i god fysisk forfatning. Jeg bliver bedre og bedre teknisk og er inde i en fin udvikling, fortalte Madsen.
Kampen mellem AGF og FC Nordsjælland spilles fredag den 3. maj klokken 19:00 og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.