Premier League

‘Scumbags’ faker handicap for at se Uniteds kampe

Anklager om en gruppe Manchester United-fans, der lader som om, at de er handicappede og benytter sig af kørestole – som de ikke har brug for – har set dagens lys. Den engelske storklub bekræfter, at man er bekendt med situationen.

Manchester Uniteds fans på Wembley.
Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Det lyder helt absurd – og det er det i sagens natur også.

Daily Mail har bragt en historie om, at flere Manchester United-fans gennem sæsonen har fået det til at se ud som om, at de var handicappede.

Det har de med det formål, at de så kunne benytte sig af billetterne til nogle af de dedikerede kørestolspladser, som Manchester United er blevet tildelt til hver af klubbens udekampe.

Chas Banks, der er sekretær i foreningen for handicappede Manchester United-fans, fortalte ved det seneste møde i Fans Forum, at der har været “et udbredt misbrug” af den type billetter.

Billetterne er enten blevet givet videre til ikke-handicappede fans direkte eller gennem en tredjepart, hvilket er et brud på Manchester Uniteds billet-regler.

Mediet skriver videre, at Manchester United er blevet gjort bekendt med beskyldningerne om, at dette skulle finde sted blandt den moralløse gruppe fans.

Fansene, der bliver beskrevet som ‘able-bodied’, har altså siddet i kørestole for at få adgang til kampene – selvom de ikke er kørestolsbrugere.

Chas Banks skulle på Fans Forum-mødet have udtalt følgende:

– Jeg har med mine egne øjne set beviser for, at disse ‘scumbags’ gør det, og jeg har også billeder.

– Jeg har set nogle af dem sidde i kørestol to gange i kørestolsområdet. Senere har jeg så har set dem til den efterfølgende kamp stående i den able-bodied sektion, hvor de hoppede op og ned, da Manchester United scorede et mål.

– Det er ikke en forbrydelse uden ofre, og jeg finder det virkelig trist, at der er nogen, som ikke kan komme til de kampe, som de ellers har ret til, på grund af disse forfærdelige og egoistiske mennesker, siger han.

Manchester United har endnu ikke selv meldt noget officielt ud om sagen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P