EM-feber i Aarhus: Hummel åbner første landsholdsshop
Hummel har onsdag formiddag løftet sløret for en ny officiel landsholdsshop, som er lokaliseret på strøget i Aarhus.
Aarhus ruster sig op til sommerens EM.
For første gang nogensinde har det danske landshold nemlig en officiel fysisk butik, og den ligger i Aarhus.
DBU’s trøjesponsor, Hummel, har onsdag formiddag slået dørene op for den nye butik på Strøget af Aarhus.
– Vi glæder os til en kæmpe EM-fest til sommer – både på stadions i Tyskland og over hele Danmark. Derfor er det fantastisk, at vi sammen med Hummel kan åbne en fysisk landsholdsshop.
– Her kan fans komme i EM-stemning og gøre sig klar til den store fodboldfest med trøjer og andet merchandise, lyder det fra Birgitte Mabeck, som er kommerciel direktør i DBU.
Marketingdirektør i Hummel, Morten Lund, tilføjer:
– Sammen med DBU drømmer vi om at genskabe den fodboldfest, som vi oplevede under EM i 2021, og forhåbentlig kan den nye landsholdsshop være med til at sparke gang i festen og sørge for, at danskeren bliver klædt i rødt og hvidt.
Butikken har sin første åbningsdag onsdag den 1. maj, og lørdag den 4. maj afholder Hummel og DBU en officiel åbningsevent.
Ved åbningseventen bliver der udloddet landskampsbilletter til de første kunder, gratis print på landsholdstrøjer og mulighed for at vinde andre præmier.
Landsholdsshoppen kommer i første omgang til at være åben i tre måneder.
Se billeder fra den nye shop her: