NordicBet Ligaen

Sjælden holdning: Cheftræner håber på salg af flere profiler

De færreste cheftrænere håber på at miste sine profiler, men sådan er det ikke i B.93.

Kim Engstrøm B.93.
Foto: B.93/Christian Midtgaard
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Fodboldens transfervinduer er en hektisk tid.

Det gælder både for spillere, scouts, agenter og sportsdirektører.

Men det gælder også cheftrænere, der risikerer at måtte vinke farvel til nogle af sine mest betroede spillere og største talenter.

I B.93 findes der dog en cheftræner, der nok ikke ser helt sådan på det.

I hvert fald håber Kim Engstrøm på, at han mister sine profiler.

– Vi er en klub, som også skal sælge vores bedste spillere undervejs hele tiden. Vi ved godt, hvor vi ligger i fødekæden.

– I sommer solgte vi en af vores bedste spillere, Simon Wæver, til Sønderjyske. I vinter solgte vi Tammer (Bany, red.) til Randers. Og her til sommer kunne det ligne, at vi forhåbentlig også sælger en af profilerne igen. Forhåbentlig. Så er det min opgave at sørge for, at der hele tiden er ny spiller, der er god nok til at spille.

Nu siger du forhåbentlig?

– Det er fordi, jeg også er et sted, hvor jeg synes, vi har spillere, som også fortjener at komme til en højere hylde.

– Jeg tror på, at vi skal hjælpe spillere, når det rigtige bud kommer fra en højere hylde. Vi er interessante for mange andre klubber nu, og der er rigtig mange der har fundet ud af, at B.93 både kan spille flot fodbold, men også udvikle nogle gode fodboldspillere. Det er også et succeskritererie for mig, siger B.93-træneren til campo.dk.

Kim Engstrøm er samtidig ikke bleg for at sætte navn på, hvem man lige nu har klar på affyringsrampen i B.93.

– Jeg tror, det er åbenlyst for alle og enhver, at Jeppe Erenbjerg formentlig er den næste, der bliver skudt afsted. Det tror jeg ikke, at der er nogen hemmelighed.

– Han er forhåbentlig væk fra B.93 til sommer, fordi det fortjener han. Han har spillet over 150 kampe for B.93. Og så er der jo mange andre på vej. Mange unge.

– Sebastian Clemmensen, som har scoret seks-syv mål her i foråret og gjort det godt. Abdullah Iqbal har gjort det godt, og så er der Osvald Søe, som har været inde omkring U19-landsholdet her i foråret. Så der er mange på vej, siger han.

Én, der dog ikke er på vej videre fra B.93, er Kim Engstrøm selv.

Tidligere på dagen annoncerede NordicBet Liga-klubben nemlig, at man har forlænget aftalen med cheftræneren.

– For mig giver det jo god mening ud fra, at de første to år er forløbet rigtig godt, og jeg er rigtig glad for at være i B.93.

– Dels havde vi en oprykning sidste år, og dels er vi tæt på at sikre os en sæson mere i 1. Division som oprykker, og jeg ved ikke, om det er over forventning, men ifølge alle eksperter, er man som oprykker også favorit til at rykke ud igen.

– I bund og grund er det gået godt, og derfor gav det god mening for mig at forlænge. Så det har ikke været så svært.

B.93 befinder sig aktuelt på niendepladsen i NordicBet Ligaen.

Her har man 11 point ned til Næstved, der ligger næstsidst.

Netop Næstved er næste opgave for Kim Engstrøm og co., og B.93 kan med en sejr sikre sig overlevelse.

Den kamp spilles fredag klokken 18.30.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P