Gjensidige Kvindeliga

Historisk stor beslutning: Brøndby indlemmer kvinderne

Brøndby IF oplyser tirsdag aften, at man har besluttet sig for at indlemme klubbens kvindehold i det professionelle selskab sammen med superligaholdet og Brøndby Masterclass.

Brøndbys logo

Fra den 15. maj indlemmes Brøndby IF’s kvindehold i det professionelle selskab.

Det oplyser Brøndby IF tirsdag aften.

Dermed tilslutter kvindeholdet sig klubbens superligahold og Brøndby Masterclass.

Brøndby IF’s administrerende direktør, Ole Palmå, sætter ord på, hvad beslutningen betyder i praksis.

– Først og fremmest er vi utrolig stolte og glade for, at kvindeholdet indlemmes i det professionelle selskab. At vi samler herre- og kvindeholdet i selskabet vil skabe en mere sammenhængende og integreret struktur i klubben.

– Dette vil uden tvivl fremme samarbejdet på tværs af klubben og styrke den langsigtede bæredygtighed. Det vil samtidig give et stærkere fundament for kvinderne, og på sigt kan det bidrage til at tiltrække talentfulde spillere og partnere, som kan være med til at løfte yderligere.

– Vi har i de sidste par sæsoner allerede væsentligt øget vores bidrag til kvindeholdets budgetter, ligesom vi i denne sæson har øget kvindeholdets synlighed på vores platforme ganske markant, og den naturlige udvikling ønsker vi at fortsætte.

– Det er vores håb, at vi kan få klubbens eksisterende fans til i endnu højere grad at støtte op om kvindeholdet samt tiltrække nye fans, så vi i fællesskab kan løfte kvindefodbolden, siger Ole Palmå til Brøndbys egen hjemmeside.

Formanden for Brøndbyernes Idrætsforening, hvor kvindeholdet rent organisatorisk har hørt hjemme hidtil, kalder det for en historisk beslutning.

– Det er en stor anerkendelse af det potentiale, kvindefodbold besidder, og en forpligtelse fra klubbens side til at fortsætte støtten og fremme kvindefodbolden.

– Det er en historisk beslutning på det helt rigtige tidspunkt, og det gør mig utroligt stolt at være en del af denne fantastiske klub, siger Christian Barret.

Brøndby IF’s kvindehold har eksisteret siden 1971.

Siden er det blevet til både flere mesterskaber samt Champions League-fodbold, og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen er da også overbevist om, at beslutningen om indlemmelsen er den helt rigtige.

– Når vi nu tager det næste skridt med at indlemme kvindeholdet i det professionelle selskab, så sker det, da vi som klub har et stort ønske om at fortsætte med at styrke vores engagement i kvindefodbold.

– De seneste år har vi investeret mange millioner i at løfte vores kvindehold yderligere, og vi tror på, at dette næste skridt vil bidrage til en endnu stærkere struktur og organisation på tværs af vores klub, samtidig med vi kan fortsætte med at spille med om titler og jagte europæisk succes, siger han.

Brøndbys kvindehold jagter aktuelt endnu et mesterskab.

Her er man med fem runder tilbage et enkelt point efter FC Nordsjælland, der topper Gjensidige Kvindeligaen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P