Championship

Vardy varmer op til Premier League – Leicester er mestre

Leicester fejrede mandag oprykningen til Premier League med en overbevisende sejr ude mod Preston. Særligt Jamie Vardy viste lovende takter.

Leicester sikrede sig fredag oprykning til Premier League, da Leeds blev besejret med hele 4-0 af Queens Park Rangers.

Mandag kunne man derfor spille uden det store pres, da Preston bød op til dans.

Det resulterede i en sikker 0-3-sejr for den kommende Premier League-klub.

Lidt pres var der så alligevel måske, for med sejren har Leicester nu – med én runde tilbage af Championship – sikret sig som vinder af ligaen.

Og måske netop udsigten til at vinde den næstbedste række var motivation for Jamie Vardy, der viste kvaliteter fra fordums tid.

Den 37-årige målræv nettede nemlig hele to gange i sejren.

Dermed er han nu oppe på 20 sæsonscoringer og har altså givet sig et fornuftigt udgangspunkt forud for de kontraktforhandlinger, der meget vel kunne vente ham lige om lidt.

Hans kontrakt med Leicester står nemlig til at løbe ud denne sommer.

Jamie Vardy har tilbragt snart 12 år i Leicester, hvilket har kastet 190 scoringer af sig.

Preston stillede med Mads Frøkjær fra start, mens Emil Riis blev skiftet ind undervejs.

Mads Hermansen, der har vogtet målet fast gennem hele sæsonen, fik sig en pause på Leicesters bænk. Jannik Vestergaard var dog vanen tro at finde i forsvaret hos oprykkerne.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P