Premier League

Kun tre PL-klubber imod: Pengemaskinen sættes i skak

16 ud af de nuværende 20 Premier League-klubber er enige om at vedtage en ny regel, så der fremover kommer til at være en begrænsning på, hvor mange penge klubberne kan bruge på lønninger, transfers og agenter.

Manchester Citys spillere jubler.
Foto: Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix
Vær opmærksom på, at dette er en rygtehistorie

Fodbold og penge er en evig debat.

Er det for konkurrenceforvridende, når en multimilliardær i løbet af et halvt- eller et helt årti forvandler en fodboldklub til et europæisk tophold? Dræber det romantikken?

Svaret til de to spørgsmål synes at være ja i en stor del af klubberne i den mest pengestærke fodboldrække i Europa, Premier League.

Således har 16 ud af 20 klubber i den bedste engelske række ifølge journalisten Ben Jacobs stemt ja til en aftale om, at der fremover skal sættes et loft på deres forbrug.

Kun Manchester City, Manchester United og Aston Villa stemte imod. Chelsea afgav ikke en stemme.

Mediet Sky Sports har delt et klip af journalisten Kaveh Solhekol, der forsøger at forklare den nye regel.

– Der kommer ikke til at være tale om et såkaldt hårdt lønloft for de individuelle spillere. Så der kommer ikke til at være en situation, hvor spillerne eksempelvis maksimalt må få 300.000 pund om ugen.

– Der kommer i stedet til at være et beløb, som hver klub må bruge på sin trup. Med det mener jeg lønninger, transferbeløber og agenthonorarer.

Og hvordan skal man nå så frem til det beløb?

Kaveh Solhekol forklarer, at det fortsat er noget, som klubberne er i færd med at finde ud af. Han har dog et ganske konkret bud på, hvad det ender med.

– Jeg tror, at beløbet for klubberne bliver det beløb, som bundklubben i Premier League modtager i TV-penge. Men ganget op.

– I øjeblikket får bundholdet 103,6 millioner pund. Lad os så sige, at det bliver ganget op med 4,5, så lander den på 466 millioner pund.

– Hvis det er det, man lander på, vil klubberne altså have 466 millioner pund til at bruge på lønninger, transfers og agenter, siger han.

Han understreger videre, at intet er vedtaget endegyldigt endnu, men at det altså er en sådan aftale, som der lige nu arbejdes på.

Ben Jacobs mener dog at vide, at det endelige beløb ender på bundklubbens TV-penge gange fem, hvilket er 518 millioner pund. Det svarer til lidt mere end 4,5 milliarder kroner, som klubberne altså maksimalt må bruge på sine trupper per sæson.

Premier League-klubberne vil altså stadig have rigeligt med mulighed for at tilbyde spillerne en god hyre.

Samtidig vil det nye loft dog formentlig gøre, at Chelseas sommer 2023 aldrig bliver gentaget.

Her brugte man nemlig omkring 3,7 milliarder kroner på spillere, hvilket altså ikke efterlader meget plads i budgettet til vintertransfers, agenter eller spillerlønninger.

Den nye regel, som altså endnu ikke er endegyldigt vedtaget, kommer desuden i kølvandet på en sæson, hvor Manchester City har 115 anklager hængende over sig, oprykkerne i Leicester har en sag med sig og Everton samt Nottingham Forest er begge blevet fratrukket point, fordi man ikke har levet op til reglerne om økonomisk profit og bæredygtighed.

Den endelige afstemning om det nye økonomiske loft finder sted i løbet af juni.

Forventningen er, at reglen vil træde i kraft fra 2025/2026-sæsonen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P