
Bekræftet: Silva forlader Chelsea til sommer
Efter fire år i London er det slut for brasilianeren, når denne sæson slutter. Det meddeler klubben mandag formiddag.

Ikke mere Thiago Silva i Chelsea.
Den rutinerede forsvarsspiller forlader klubben til sommer, bekræfter Chelsea på deres hjemmeside.
Thiago Silva har spillet 151 kampe for London-klubben, siden han skiftede på en fri transfer i 2020. Det er undervejs blevet til en Champions League-medalje til brasilianerens samling.
Thiago Silva fortæller, at han er taknemlig for de fire år, han har haft i Chelsea.
– Klubben betyder meget for mig. Jeg kom her med en intention om at spille her i en enkelt sæson, men det er endt med at blive til fire.
– Min søn spiller også for Chelsea, så det er med stor stor stolthed, at jeg er blevet en del af Chelsea-familien.