Agent bekræfter: Brøndby-midt vil væk fra Danmark
Der har været langt til spilletid for Brøndbys midtbanespiller Christian Cappis. Derfor satser amerikaneren benhårdt på at skifte væk til sommer. Ikke bare fra Brøndby, men fra Superligaen.
48 minutters førsteholdsfodbold er alt, hvad det er blevet til for Christian Cappis siden sommer.
Den amerikanske midtbanespiller startede sæsonen i Brøndby IF, men blev udlejet til Molde FK i Eliteserien i september.
Efter fire korte indhop i det norske vendte Cappis retur til Brøndby i januar, men meget tyder på, at det bliver det sidste halvår i Brøndby for den 24-årige texaner.
Campo.dk har været i kontakt med amerikanerens agent, hollandske Johan Wins, som fortæller, at Christian Cappis ønsker et skifte væk fra Brøndby efter sæsonen.
– Brøndby og Cappis kommer til at arbejde på et skifte til sommer, oplyser Wins i en kort besked til campo.dk.
Cappis kom til dansk fodbold i 2018, da han skiftede fra amerikanske Dallas University til nordjyske Hobro IK. Siden 2021 har han været på kontrakt i Brøndby, og selvom kontrakten først udløber i 2025, så tyder meget på, at Cappis skifter væk til sommer. Ikke bare fra Vestegnen, men fra Danmark.
– Han er på jagt efter en helt ny liga at spille i, hvor han kan få en ny start med nogle friske øjne på sig, lyder det fra agenten.
Cappis er noteret for 62 kampe i gult og blåt med otte mål til følge. Hans senest kamp var tilbage i midten af april, da han fik en times spil for Brøndbys reserver.
FCK-fans kan se frem til lang dag på Brøndby Stadion