Medie: Arsenal tilbyder dansk målmaskine lang kontrakt
Ifølge mediet Goal vil Arsenal sikre sig, at megatalentet Chidozie Obi-Martins fremtid ligger hos ‘The Gunners’. Mediet skriver nemlig, at Mikel Arteta ser danskeren som en del af fremtidens førstehold, og at man derfor tilbyder ham en lang kontrakt.
Han er fuldstændig ustoppelig for Arsenals U-18-hold, og han har da også allerede trænet med førsteholdet i den engelske storklub.
Chidozie Obi-Martin scorede lørdag syv mål, da Arsenals U-18-hold udraderede Norwichs unge spillere fuldstændig. Det var hans 28. mål denne sæson.
Og nu beretter mediet Goal, at Arsenal har i sinde at tilbyde den danske ungdomslandsholdspiller en lang kontrakt, så man sikrer sig, at hans fremtid er at finde i det nordlige London. Faktisk beskriver mediet, at ordren kommer fra ingen ringere end Mikel Arteta selv.
Skal man tro mediets oplysninger, så vil Arteta nemlig sluse Obi-Martin ind på Arsenals førstehold indenfor den nærmeste fremtid, og det er derfor af enorm betydning, at han underskriver en lang kontrakt med klubben.
Mediet melder intet om, hvorvidt forhandlingerne er påbegyndt, og beskriver ligeledes heller ikke, hvor længe Arsenal har i sinde at forlænge med den unge målmager.