NordicBet Ligaen

Mike Jensens nye hverdag: Vi taber mere end vi vinder

Mike Jensen har prøvet meget i sin efterhånden lange karriere, men de seneste tre år har han måttet omstille sig til at spille med i den nederste ende af tabellen.

Mike Jensen står på tribunen på HB Køges hjemmebane.
Foto: Mathias Blohm/ campo.dk

I HB Køge er overlevelsen i NordicBet Ligaen endnu ikke sikret.

Sjællænderne kan tage et stort skridt mod redning, når de søndag gæster FC Helsingør, men det er ikke noget nyt, at ‘svanerne’ gør sig i den tunge ende af landets næstbedste række.

I fem af de seneste seks sæsoner har HB Køge taget til takke med en plads i den nederste halvdel, og særligt for klubbens anfører, er det noget nyt.

36-årige Mike Jensen vendte hjem til HB Køge og dansk fodbold i februar 2021, og efter ophold hos klubber som Brøndby, Malmö, Rosenborg og APOEL Nicosia har tilværelsen nederst i tabellen været noget, midtbanespilleren har skullet vænne sig til.

– Det er noget af det, der har været svært ved at være her. Vi taber flere kampe, end vi vinder, og det har jeg ikke været vant til før, så det har været en tilvænning, men så lærer man at sætte fokus på nogle andre ting, og man lærer også nogle ting.

– Da jeg var i Rosenborg, var man jo helt nede, hvis man havde tabt en kamp, og det var jo nærmest en katastrofe, hvis man tabte to kampe i streg, og det påvirker en i hverdagen eller i hvert fald i tiden lige efter.

– Det har jeg lært at lægge lidt mere fra mig lidt hurtigere, for hvis man kravler helt ned i kulkælderen, hver gang man taber to kampe i streg, så ville jeg fandme befinde mig meget dernede (i kulkælderen, red.), så det har været udfordrende men også lærerigt at være med i den anden ende af tabellen, lyder det fra Mike Jensen.

Mike Jensen står på tribunen på HB Køges hjemmebane.
Foto: Mathias Blohm/ campo.dk

Anfører Mike Jensen har ændret sig

Mike Jensen er med sine 36 år med afstand den ældste spiller i HB Køge-truppen, der kun tæller én spiller yderligere over 25.

Med titlen som truppens absolutte alderspræsident og i øvrigt med anførerbindet om armen har Mike Jensen også været nødt til at følge med tiden, og det har blandt andet betydet, at han har ændret sig lidt.

– Det med at koge over på træningsbanen, det er jeg vokset lidt fra. Det sker jo i ny og næ i kampene, men ikke så tit på træningsbanen mere. Der skal være en eller anden form for temperatur, det synes jeg, er en del af fodbolden – både til træning og i kamp – men med den rolle jeg har på holdet nu, der står jeg lidt mere for stabilitet.

– Jeg tror ikke, det er smart, at en anfører er så udadreagerende og farer op og ned og svinger meget i humør. Der er jeg nødt til at fokusere på lidt stabilitet og ikke have de udfald, som jeg måske havde mere, da jeg var ung – der har jeg nok ændret mig lidt, lyder det fra Mike Jensen.

HB Køge har forud for søndagens kamp mod FC Helsingør fire point ned til Næstved under nedrykningsstregen. De sydsjællandske naboer har dog spillet en kamp mere end Mike Jensen og kompagni, der har seks kampe tilbage af sæsonen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P