Fire fynske farvel i april: Ingen var interesseret i at købe
Fire lokale spillere med fortid på akademiet forlader OB efter sæsonen. Det stod klart i løbet af april, og fælles for de fire fynske spillere er, at de alle forlader klubben på en fri transfer. Dermed går OB glip af transferindtægter, men det er et vilkår, lyder det fra fynboernes fodbolddirektør.
Til sommer slutter sammenlagt 26 års ophold i OB for Hans Christian Bernat, Christian Vestergaard, Magnus Worsaae Nielsen og Samuel Juel.
De fire fynboers kontrakter i OB udløber efter sæsonen, og alle har meddelt, at fremtiden ligger andetsteds.
De er alle kommet til det fynske fodboldflagskib fra lokale samarbejdsklubber på øen. Og har alle – med undtagelse af unge Samuel Juel – været på fuldtidskontrakt i klubben.
Til sommer forlader de fire fynboer klubben gratis, og derfor kommer der ingen penge i kassen. Men det er der ikke noget odiøst i, lyder det fra fodbolddirektør i klubben, Björn Wesström.
– Det er ikke udsædvanligt, at spillere forlader, når deres kontrakter udløber. I disse tilfælde har der ikke været nogen, der var interesseret i at købe, skriver Wesström i en sms til campo.dk.
H.C. Bernat er den mest prominente skikkelse, som har meldt sin afgang. Det gjorde han til Bold tidligere på måneden, og Wesström forklarer, at der ikke har været nogen bud på nordfynboen.
Vestfynske Vestergaard har vekslet lejekontrakten i Kolding til et fuldtidsophold, og så er det sydfynske forsvarstalent Samuel Juel præsenteret i Horsens.
For få år siden blev Juel kaldt ‘en kommende superligaspiller’ af OB’s akademichef, men til sommer er han fortid i klubben.
– Samuel er en god spiller, og niveauet på vores akademiuddannelse er højt, hvilket afspejler sig, når han nu tager det næste skridt i Horsens. Der skal være en realistisk konkurrencesituation for, at vi tilbyder en spiller en ny kontrakt.
– Set i lyset af konkurrencen på midterforsvarspositionen, og hvad der kommer nedefra, har vi valgt ikke at tilbyde en kontrakt, slutter Wesström.
OB har netop udstyret unge Magnus McCoy med en fuldtidskontrakt, og han indlemmes i førsteholdstruppen til sommer.