Snart officielt: Barca indkalder til pressemøde
FC Barcelona har indkaldt til pressemøde torsdag. Her forventes det, at man får en afklaring på Xavis fremtid.
Xavi ser ud til at blive.
Sidst i januar blev det ellers meldt ud, at Barca-cheftræneren ville forlade den catalanske storklub med udgangen af sæsonen.
Tidligere på ugen kunne flere spanske medier så berette, at der var optræk til en kovending af de helt store.
Her gik meldingerne på, at Xavi havde aftalt et møde med de tre topbosser i Barca. På mødet skulle man diskutere, hvorvidt han alligevel skulle fortsætte i klubben.
Det møde er nu blevet afviklet, og onsdag aften gik mediemøllen atter i gang i Spanien, hvor flere medier kunne berette, at man var blevet enige om, at Xavi ikke stopper alligevel.
Samtidig florerer der en historie, hvor Barcelonas vicepræsident, Rafa Yuste, mere eller mindre bekræfter, at den 44-årige cheftræner også er at finde i Barca efter sommerferien.
Som kronen på værket har FC Barcelona torsdag morgen nu indkaldt til et pressemøde senere på dagen.
– I dag, klokken 13.00, vil der blive afholdt et fælles pressemøde med deltagelse af præsident Joan Laporta og cheftræner Xavi Hernández, skriver Barca på det sociale medie X.
Forventningen er utvivlsomt, at man vil løfte sløret for beslutningen om Xavis fremtid – og at den beslutning er, at han bliver.
En sand klublegende
Xavi nåede hele 17 år som en del af FC Barcelonas førstehold, efter han i 1998 blevet hevet op fra klubbens ungdomshold, hvor han havde tilbragt adskillige år i forvejen.
Han var en bærende del af det dynasti, der gennem flere år dominerede og revolutionerede fodbold – ikke bare i Spanien, men på verdensplan.
På CV’et kan han skrive samtlige mulige trofæer for en spiller i spansk fodbold – EM, VM, Champions League, LaLiga, Copa del Rey og flere til – og langt de fleste ad flere omgange.
Han nåede svimlende 767 kampe på Barcelonas midtbane i løbet af sin aktive karriere.
I efteråret 2021 blev han ansat som cheftræner i Barca.
I seneste sæson førte han klubben til det spanske mesterskab, men det har langt fra været lutter lagkage for Xavi som styrmand i storklubben.
Det fik ham i januar til at meddele, at han ville stoppe før kontraktudløb – altså ved udgangen af indeværende sæson.
Nu ser det dog ud til, at han bliver alligevel.