Smuk danskerkasse i Anderlechts bitre nederlag
Anderlecht tabte lørdag aften på udebane, da Genk scorede i overtiden og sikrede sig alle tre point. Dermed er der fornyet spænding i toppen af den belgiske liga.
Anderlecht stillede til start med flere prominente navne fra deres danskerkoloni til lørdagens kamp mod Genk.
Kasper Schmeichel, Kasper Dolberg og Anders Dreyer var alle at finde i startelleveren, mens Thomas Delaney tog plads på bænken fra start.
Herfra kunne Delaney se værterne bringe sig foran efter et kvarters spil, da Emmanuel Arokodare stod fri i det lille felt og sparkede Genk på 1-0.
Dermed var jagten sat ind for Anderlecht, som inden kampen lå på førstepladsen i Jupiler Pro League. Men danskerklubben havde svært ved at komme frem til de helt store chancer.
Derfor var stillingen 1-0 ved pausen, og i anden halvleg satte cheftræner Brian Riemer sin danske landsholdsmidt Delaney på banen efter en times spil.
Anderlecht kom frem til lidt flere chancer, men det var fortsat Genk, som var i teten. Alligevel lykkedes det Anderlecht at få udlignet, da netop Thomas Delaney efter 75 minutters spil fandt sin landsmand Anders Dreyer.
Og den vævre vestjyde driblede rundt om et par Genk-spillere, inden han fra kanten af feltet bankede kuglen op i venstre hjørne. 1-1!
Det lignede en pointdeler, men i overtiden kom Anderlechts Killian Sardella til at ramme bolden med armen. Straffe til Genk!
Det udnyttede Andi Zeqiri sikkert og sørgede derfor for alle tre point til Genk, som med sejren spiller sig tre point efter Anderlecht.
Anderlecht kan miste sin førsteplads, hvis Royale Union vinder med tre mål søndag mod Club Brugge. Der mangler fortsat seks runder i den belgiske liga.