LaLiga

Historiske Girona klar til Europa efter pligtsejr

Girona er for første gang i klubbens historie klar til at spille europæisk klubfodbold. Det står klart, efter klubben lørdag aften slog Cadiz med 4-1, og dermed har sikret sig som minimum at slutte nummer seks i LaLiga, selv hvis de skulle tabe resten af kampene denne sæson.

Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix

Girona skal spille europæisk fodbold i næste sæson.

Det sikrede sensationsklubben sig lørdag aften, da de med en sikker 4-1 sejr over Cadiz nu ikke matematisk har mulighed for at slutte længere nede i tabellen end en sjetteplads, hvilket giver adgang til Europa Conference League.

Og det er stort for klubben. Det er nemlig første gang i dens historie, at der skal spilles europæisk fodbold i hverdagene. Og selvom Conference League er sikret, er det bestemt ikke urealistisk, at det kan blive til endnu mere, eftersom de på nuværende tidspunkt ligger nummer tre i LaLiga.

Sejren over Cadiz var derfor ingen overraskelse.

Efter blot ni minutter bragte lejesvenden fra FC Barcelona, Eric Garcia, Girona foran. Kun omkring ti minutter senere udbyggedes føringen, da Ivan Martin gjorde det til 2-0 til hjemmeholdet.

I anden halvleg var det så LaLiga-topscoreren, Artem Dovbyk, der scorede sit attende LaLiga-mål, hvilket sendte Girona foran med 3-0.

Da det endelig lykkedes Cadiz at score i det 81. minut, var det heller ikke længe, at de fik lov at juble, for blot et minut efter gjorde Portu det nemlig til kampens endelige resultat på 4-1.

Med sejren ligger Girona nummer tre i LaLiga, hvor de har hele syv point ned til Atletico Madrid på fjerdpladsen og blot to point op til FC Barcelona på andenpladsen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P