OB-træner om anførerskift: 100 procent min beslutning
OB har skiftet anfører i løbet af ugen. En beslutning som Søren Krogh ikke finder dramatisk.
OB har besluttet sig for at pille anførerbindet af Filip Helander. Svenskeren selv siger, det ikke er på eget initiativ.
Det initiativ har OB-træner Søren Krogh ikke noget imod at tage på sig selv.
– Jeg vil ikke gå i detaljer med det, vi har talt om i gruppen, men der er ikke tale om, at vi flår anførerbindet af ham. Det sker på en rolig facon med dialog og kærlighed omkring det, siger OB-chefen til TV3Sport og forklarer videre om beslutningen.
– Jeg laver en anførergruppe i vinter, og der udtaler jeg – det kan i finde i jeres arkiv – at den kan ændre sig.
– Det er det, der sker, og det er 100 procent min beslutning, siger Søren Krogh.
Selvom Filip Helander har fået taget anførerbindet af sig, er svenskeren ikke pillet ud af truppen. Han var med fra start mod Randers FC, hvor han var en smule udfordret.
Det anerkender Søren Krogh også.
– Han var udfordret i venstre side af forsvaret i dag. Han har meget fart over for sig, og han skal have noget hjælp.
– Men han kommer ind centralt og får stabiliseret sig der, hvor han er vant til at spille. Men det er også al den fart, som Randers FC har, og som mange hold slider med, siger træneren.
OB har fortsat en kniv for struben i bunden af Superligaen. Heldigvis for fynboerne er det i skrivende stund mere alarmerende for Lyngby og Vejle. De to hold spiller på søndag.