Kriseramte OB skifter anfører: Vil frigive mere energi
OB-cheftræner Søren Krogh har besluttet sig for at skifte anfører til fredagens kamp mod Randers FC.
OB er i krise.
Derfor må man også forsøge sig med lidt af hvert, og et af de forsøg går ud på at skifte anfører.
Således oplyser det fynske fodboldflagskib på sin hjemmeside, at det fredag aften vil være Bashkim Kadrii, der bærer anførerbindet mod Randers FC.
Filip Helander har ellers haft for vane af bære OB’s anførerbind i foråret, men det bliver i stedet den garvede angriber, der nu får æren.
– I arbejdet for at sikre, at vi også er i Superligaen til næste sæson, der føler jeg, at dette kan frigive mere energi i spillertruppen, og derfor bliver det Bashkim Kadrii, der vil bære anførerbindet til aftenens kamp mod Randers FC, siger OB-cheftræner Søren Krogh til klubbens egen hjemmeside.
OB arbejder i dagligdagen med en anførergruppe bestående af Filip Helander, Bashkim Kadrii, Tom Trybull og Martin Hansen.
Målet med gruppen har hele tiden været, at Søren Krogh skulle have mulighed for at skifte anfører, hvis han kunne se en idé med det.
OB indtager aktuel niendepladsen i 3F Superligaen med to point ned til Vejle Boldklub under nedrykningsstregen.
Fredagens kamp mellem OB og Randers FC fløjtes i gang på Cepheus Park klokken 19.00 og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.