
Roma-stopper er blevet udskrevet efter kollaps
Søndag aften blev Serie A-kampen imellem Udinese og AS Roma afbrudt og senere aflyst, da romernes ivorianske midtstopper Evan Ndicka kollapsede på banen – nu er han blevet udskrevet fra hospitalet.

Søndag aften gik der et chok igennem fodboldverden.
Serie A-kampen imellem Udinese og AS Roma blev afbrudt, da Romas ivorianske midtstopper Evan Ndicka kollapsede på banen.
Den 24-årige Roma-spiller blev hurtigt tilset af de tilstedeværende læger, hvorefter han blev kørt på hospitalet.
Nu er han blevet udskrevet.

AS Roma har mandag aften bekræftet, at Evan Ndicka er blevet udskrevet fra hospitalet.
Ivorianeren er blevet tjekket for diverse hjertesygdomme, som alle har været negative.
I samme ombæring takker Roma søndagens modstander, Udinese, for klubbens ageren.
– AS Roma vil gerne takke Udinese og dommeren Hr. Pairetto for deres store professionalisme og tilgængelighed.
– Vi takker også publikum, som var til stede på Udineses hjemmebane samt det medicinske personale og sundhedspersonalet på Santa Maria della Misericordia Hospitalet [hvor Ndicka blev indlagt, red.], skriver klubben på sin hjemmeside.
Det vides endnu ikke, hvad der skal ske med kampen imellem Udinese og Roma, som blev afbrudt og senere aflyst.
