Lægger sig ikke ned: Everton anker ny pointstraf
Everton har allerede haft held med en appelsag i denne sæson, og nu forsøger klubben igen, efter at de blev tildelt en ny pointstraf for en uge siden.
Det er mildt sagt en broget sæson, Everton har gang i.
Klubben kæmper om overlevelse i bunden af Premier League og har været genstand for flere pointstraffe, som følge af overtrædelser af reglerne om profit og økonomisk bæredygtighed.
Merseyside-klubben fik fratrukket ti point i efteråret, men lykkedes med at omstøde kendelsen til en seks pointstraf.
I sidste uge var den så gal igen, og endnu en gang forsøger Everton at appellere kendelsen.
The Toffees fik nemlig fratrukket yderligere to point i sidste uge, men den kendelsen har man nu valgt at appellere. Det skriver engelske Sky Sports.
Hvor den forrige straf på seks point kom på baggrund af de tre seneste sæsoner op til sæsonen 2021-2022, så er den nye pointstraf på to fratrukne point kommet på baggrund af regnskabet op til 2022-2023.
Her var der en overtrædelse på 145 millioner kroner.
Høringen på baggrund af den nye appelsag forventes at begynde i løbet af de kommende uger, skriver Sky Sports.
En tidslinje
Det har været op og ned for Everton i denne sæson, og de to pointstraffe er resultatet af en uafhængig kommissions granskning af klubbens regnskaber.
Det hele begyndte for et år siden, skriver BBC.
Marts 2023
En uafhængig kommission kommer frem til, at Everton har overtrådt reglerne for profit og økonomisk bæredygtighed over en treårig regnskabsperiode, som sluttede med sæsonen 2021-2022.
November 2023
Everton tildeles sin pointstraf på ti point, som følge af overtrædelsen. Det sender klubben under nedrykningsstregen i Premier League
Februar 2024
Everton får medhold i en appel, som betyder, at klubben får nedsat pointstraffen fra ti til seks point
April 2024
Everton tildeles en ny pointstraf, som følge af overtrædelser af førnævnte regler i en treårig regnskabsperiode op til sæsonen 2022-2023
15. April 2024
Everton har appelleret straffen på de to fratrukne point
Maj 2024
Everton spiller sæsonen sidste kamp den 19. maj mod Arsenal. Fem dage efter sæsonfinalen er der deadline for svaret på appelsagen
Everton indtager aktuelt 16. pladsen i Premier League. To point over nedrykningsstregen.