
Klopp efter Palace-blamage: Vi var meget uheldige
Crystal Palace stak søndag eftermiddag en gedigen kæp i Liverpools mesterskabshjul, da gæsterne sejrede på Anfield. Her var Klopp og co. meget uheldige mener den tyske Liverpool-manager.

Liverpool jokkede i spinaten.
Søndag eftermiddag havde Merseyside-klubben chancen for at overtage førstepladsen i Premier League for en stund.
Jürgen Klopp og co. glippede dog muligheden, da Crystal Palace havde andre planer.
Det var den tyske Liverpool-manager heller ikke særlig tilfreds med.

– Statistikkerne i første halvleg kommer ikke til at være lige så gode som i anden halvleg. Jeg synes, det er ret åbenlyst, at vi ikke spillede en god første halvleg.
– Når man har set mine hold i mere end 20 år, så er presset og kontraangrebene som regel ret gode, og nogle dage er de helt fantastiske. I første halvleg var der intet af sådan noget, og så var vi bagud med 0-1.
Det er Liverpools første Premier League-nederlag på Anfield siden oktober 2022, men det andet i bare denne uge, da Atalanta også chokerede den ikoniske hjemmebane. Her vandt italienerne nemlig med 0-3 i Europa League.
Dette blev Jürgen Klopp også forholdt efter kampen.
Var det en eftervirkning af nederlaget mod Atalanta?
– Det ved jeg ikke helt, det mener jeg ikke selv. Jeg synes, at vi var meget uheldige. Hvad kunne Darwin gøre med sin chance eller Mo [Salah, red.]? Godt forsvarsspil fra Tyrick Mitchell, fortæller Jürgen Klopp til BBC.
Med nederlaget taber Liverpool vigtige skridt i topstriden af Premier League, hvor Manchester City i skrivende stund indtager førstepladsen.
Arsenal glippede også sin mulighed for at overtage førstepladsen imod Aston Villa.