
Wrexham gør det igen – oprykningen er i hus
Wrexham sikrede sig lørdag sin anden oprykning i streg, da Forest Green blev besejret med hele 6-0.

I forrige sæson fik det enorme mængder opmærksomhed, da Wrexham vinkede farvel til de engelske Non-Leagues med en oprykning.
Men selvom klubben pludseligt kom ind i det professionelle lag, så har man tilsyneladende ingen ambitioner om at løfte foden fra speederen.
I hvert fald blev det denne lørdag til endnu en oprykning for den walisiske klub, der har kendisserne Rob McElhenney og Ryan Reynolds som ejere.
Wrexham skal altså spille i League One efter sommerferien.
Lørdagens oprykning kom i hus med en sejr over Forest Green på hele 6-0.
Samtidig blev det til et 1-4-nederlag for oprykningsaspiranten Milton Keynes hjemme mod Mansfield, og dermed kan Wrexham-spillerne nu drage ud i lørdagens natteliv og fejre endnu en succes.