Mainz smadrer Hoffenheim: Tæt på stregen
Bo Henriksen er i færd med sit svendestykke i tysk fodbold, hvor den danske cheftræner er ved at guide Mainz til Bundesliga-overlevelse – lørdag eftermiddag tog klubben endnu et stort skridt imod Hoffenheim.
Bo Henriksen er i gang med at sikre Bundesliga-fodbold til Mainz.
Lørdag eftermiddag tog Bo og co. endnu et stort skridt imod overlevelse, da Hoffenheim blev smadret med 4-1 på Mainz’ hjemmebane, Mewa Arena.
Gæsterne kom dog bedst fra land, da Pavel Kaderabek efter 19 minutter var helt umarkeret i Mainz-feltet og nemt kunne stange føringsmålet ind.
I pausen havde Bo Henriksen trykket på de helt rigtige knapper og sendt et yderst veloplagt Mainz-mandskab tilbage ud på grønsværen.
Bare to minutter efter anden halvlegs begyndelse headede Jonathan Burkardt nemlig udligningen i kassen.
Blot fire minutter senere trykkede forsvarsspilleren Phillipp Mwene af fra distancen, hvorefter skuddet blev dirigeret i mål af en Hoffenheim-forsvarer – til stor begejstring for Bo Henriksen.
Efter en times spil udvidede Mainz føringen, da 19-årige Brajan Gruda pandede 3-1-målet ind, efter en kikset afslutning fra Jonathan Burkardt sprang højt op i luften.
Ydmygelsen af Hoffenheim blev total, da Karim Onisiwo satte dødstødet ind kort før dommerens tillægstid.
Mainz kunne have spillet sig op over stregen, hvis Bochum tabte sin kamp imod Heidenheim.
Det var også tæt på, da Bochums Keven Schlotterbeck efter 81 minutters spil scorede selvmål og sendte Mainz over stregen.
Dog scorede selvsamme Schlotterbeck i den ‘rigtige’ ende kort før slutfløjtet og forpurrede i samme ombæring Bos foreløbige plads over stregen.