Sané om fremtiden: Bliver intensivt om nogle uger
Leroy Sané kontrakt med Bayern München udløber i sommeren 2025, men allerede nu går snakken omkring tyskerens fremtid. Selv tager Sané det med ro, men regner med at der kommer til at ske mere i den kommende tid.
Han har ikke scoret i Bundesligaen siden november, men alligevel er han et varmt navn.
Leroy Sané er en af de offensive profiler i den tyske storklub, som tirsdag aften spiller første kvartfinale i Champions League på Emirates mod Arsenal.
Forud for kampen blev Sané spurgt til fremtiden, da hans kontrakt med Bayern udløber i sommeren 2025. Og den 28-årige tysker fortæller, at der er kontakt mellem hans bagland og Bayern.
– Jeg bekymrer mig ikke så meget om det lige nu og er fokuseret på det her og nu. Men mine repræsentanter er i kontakt med klubben, så det vil helt sikkert blive lidt mere intensivt i de kommende uger, lyder det fra Sané før kvartfinalen ifølge tysk Sky Sport.
Den tyske offensivspiller har været tvivlsom op til tirsdagens kamp, og fortæller han har været i store smerter.
– Men nu har jeg det bedre, og jeg vil spille mod Arsenal. Beslutningen er op til træneren, udtaler en smilende Sané ifølge BuliNews på pressemødet.
Leroy Sané har tidligere spillet i Manchester City og var i efterårets rygtet til blandt andet Liverpool. Tyskeren kom til Bayern München i 2020.
Bayern går igennem en hård sæson, hvor mesterskabet synes tabt til Bayer Leverkusen, som aktuelt er 13 point foran Sané og co. Pokalen er Bayern også ude af, og derfor er Champions League sidste mulighed for et trofæ til Bayern.
Kampen mod Arsenal tirsdag aften fløjtes op klokken 21 og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.