Medie: Liverpool-stjerne på blokken i PSG
PSG har planer om at handle i Liverpool, hvor den franske storklub har udset sig Merseyside-favoritten Luis Diaz.
Efter to stærke år kan det snart være slut.
Luis Diaz har imponeret i Liverpool siden sit skifte fra FC Porto i 2022, og det er ikke gået ubemærket hen i Paris.
Efter sigende har det franske ‘power house’ PSG planer om at gafle den vævre colombianer.
Det skriver det engelske medie Telegraph.
Foruden PSG er FC Barcelona angiveligt også interesseret, men den catalanske storklubs økonomiske situation kan besværliggøre handlen.
Ifølge mediet er Liverpools prisskilt på Luis Diaz nemlig på 75 millioner pund, hvilket svarer til cirka 650 millioner danske kroner.
Siden skiftet til Liverpool har Luis Diaz optrådt 89 gange, hvor det er blevet til 24 kasser og 12 oplæg.
Liverpool-tiden har dog ikke kun været sus og dus for Diaz.
I oktober 2022 pådrog den 27-årige colombianer sig en knæskade, som holdt ham ude af i hele syv måneder.
Luis Diaz har kontrakt med Liverpool frem til sommeren 2027.