Arsenal-målscorer: Det lignede et straffe til Saka
I de døende sekunder af kampen mellem Arsenal og Bayern München faldt Bukayo Saka til jorden i tyskernes felt. Dommeren vinkede dog afværgende, og i stedet blev kampen fløjtet af.
Der var smæk for skillingen i det nordlige London tirsdag aften.
Her gæstede Bayern München Premier Leagues aktuelle tophold, Arsenal.
Trods en tidlig føring til hjemmeholdet endte kampen 2-2. Bayern München var tilmed foran, efter den tidligere Tottenham-stjerne Harry Kane gjorde det til 1-2 på et straffespark i første halvleg.
Selvom Arsenal først med et kvarter tilbage fik udlignet til 2-2, så vil man i Nordlondon nok alligevel føle sig en anelse snydt.
Med få sekunder tilbage af opgøret var der nemlig kontakt mellem Bukayo Saka og Bayern-keeper Manuel Neuer i sydtyskernes felt, men fløjten forblev tavs.
Umiddelbart efter blev kampen fløjtet af.
Arsenals Leandro Trossard, som var manden bag hjemmeholdets udlignende scoring, fortæller efter kampen, at han så situationen som et straffespark.
– Det lignede et straffespark. Det så ud til, at der var tydelig kontakt, siger han ifølge BBC.com og fortsætter:
– Vi er ikke tilfredse, men når man er bagud 1-2 ved pausen, så må man tage det ene point til sidst.
– Vi begyndte så godt. Vi kunne have scoret to eller tre mål, efter vi kom foran. Men man kan se den kvalitet, som Bayern München havde – og som gjorde ondt på os, siger Trossard.
Returopgøret mellem de to giganter spilles onsdag den 17. april i Tyskland.
Du kan se den omtalte situation med Bukayo Saka i videoen øverst i artiklen