
Harry Kane vender retur til Nordlondon: Ikke kun ham
Når Arsenal tirsdag aften får besøg af Bayern München, bliver det samtidig et gensyn mellem Harry Kane og den nordlige del af London.

435 kampe og 10 år.
Det er, hvad Harry Kane nåede i Tottenham, inden han i sommer skiftede til tyske Bayern München.
Tirsdag aften vender den 30-årige angriber så retur til det nordlige London, men det bliver ikke for at lune sig ved et gensyn med sin tidligere klub.
I stedet skal han stå overfor Tottenhams ærkerivaler, Arsenal.
Bayern München og Arsenal mødes således i den første af to indbyrdes Champions League-kvartfinaler på Emirates Stadium tirsdag aften.
Og selvom Harry Kane ikke har – som han ellers havde for vane – hamret mål ind i England siden sit skifte, så er han bestemt ikke blevet mindre farlig for modstanderne af den grund.
Han kommer nemlig hjem til den engelske hovedstad med 32 mål i 28 kampe i Bundesligaen.
Arsenal-manager Mikel Arteta maner dog til besindighed og understreger, at Bayern München også har andre spillere end bare den tidligere Tottenham-stjerne:
– Det er ikke kun ham, men også de 10 andre individer, de har.
– Men når du kigger på Kanes tal over de seneste 10 år, så er de utrolige. Han kan score på mange måder.
– Vi bliver nødt til at prøve på, at han ikke bliver serviceret i den kamp, siger Arsenal-manageren på et pressemøde mandag.
Kampen mellem Arsenal og Bayern München fløjtes i gang tirsdag klokken 21.00 i London og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.