
Tre danskere kom i fokus i Tyskland – to skurke og en helt
Flere danskere kom i dén grad i fokus i tysk fodbold fredag aften. Mens den ene blev den helt store helt for sit hold, så endte to andre danskere som skurke.

Tysk fodbold bød kun tre på kampe fredag aften.
Alligevel lykkedes det tre danskere at stjæle overskrifterne i hver af de tre kampe.
Det bliver ikke mindre pudsigt af, at de tre kampe var fordelt ud over de tre bedste tyske ligaer.
Bundesligaen – Jens Stage
Den tidligere F.C. København- og AGF-spiller startede inde for Werder Bremen, der var på besøg i Frankfurt.
Efter en times spil fik Milos Veljkovic bragt gæsterne foran.
10 minutter senere kom Jens Stage så i uheldigt fokus, da han satte en grim tackling ind på Frankfurts Jean Bahoya. Forseelsen blev takseret til direkte rødt.
Et kvarter senere scorede hjemmeholdet til 1-1, hvilket også blev kampens resultat.
Du kan se Jens Stages grimme tackling i videoen øverst i artiklen
2. Bundesligaen – Bjarke Jacobsen
I den næstbedste tyske række stod der vigtige point på spil, da Wehen gæstede Rostock.
Begge klubber kæmper for overlevelse i 2. Bundesligaen.
Efter en målløs første halvleg tog kampen pludseligt en hurtig drejning kort efter pausen.
Først scorede Rostock til 1-0 i det 51. minut, inden Wehen-danskeren Bjarke Jacobsen minuttet senere så direkte rødt. Ligesom Jens Stage var det også for en grim tackling, hvor der var kontakt alt for højt på modstanderens ben.
1-0 blev til 2-0 for Rostock, og selvom det reducerede Wehen-mandskab kom på måltavlen, så var det ikke nok. Kampen endte 3-1 til hjemmeholdet.
3. Bundesligaen – Sebastian Grønning
Der var som tidligere nævnt ikke kun danske skurke fredag aften.
Således fik den tidligere Viborg- og AGF-angriber Sebastian Grønning vist den danske fane frem.
Det gjorde han, da han efter at være blevet skiftet ind scorede til 1-1 for Inglostadt seks minutter inde i tillægstiden hjemme mod Bielefeld.
Det er anden kamp i streg, at den 27-årige angriber kommer på måltavlen.