Kvindelandsholdet

Landsholdsprofil inden første kamp: Must-win

Stine Ballisager og resten af de danske landsholdskvinder tager fredag hul på EM-kvalifikationen, når Tjekkiet byder op til dans. Kansas City-danskeren mener, at det er en “must-win”-kamp.

Stine Ballisager i aktion. for det danske kvindelandshold.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Fredag tages der hul på et nyt format i kvindernes EM-kvalifikation.

Det betyder blandt andet, at Danmark, på grund af flotte præstationer, er kommet i A-laget, hvor man kun møder andre nationer fra det øverste lag.

Med andre ord, så venter der altså kun gode modstandere for Danmark i det indledende gruppespil i EM-kvalifikationen frem mod næste sommers slutrunde.

Forsvarsprofilen Stine Ballisager medgiver da også, at det må være den sværeste kvalifikationsgruppe i Danmarks historie:

– Ja. Fordi før har der jo været kampe, hvor vi har vundet 8-0 og 10-0, og så har vi mødt én god modstander. Måske to gode.

– Men her møder vi tre gode modstandere, hvor vi skal spille op til vores bedste hver gang. Så det er helt klart den sværeste kval-gruppe, siger hun til campo.dk.

Danmarks første kamp i jagten på EM-billetten byder på et opgør ude mod Tjekkiet.

Tjekkiet rangerer som nummer 30 på FIFA’s verdensrangliste og er dermed gruppens, der foruden Danmark og Tjekkiet også tæller Belgien og Spanien, lavest rangerede hold.

Stine Ballisager mener derfor også, at det er en must-win kamp fredag, selvom man møder tjekkerne på udebane.

– Man kan jo sige, at alt presset er på os, og den skal vi vinde. Men det bliver en spændende kamp, for det er jo ikke særlig ofte, vi har mødt Tjekkiet. Så det bliver spændende at se, hvad de kommer med.

– Vi vil have den bedste start på kvalifikationen, og så kræver det en sejr i morgen (fredag, red.).

– Vi kigger selvfølgelig både på det defensive og det offensive, men vi går da ind til kampen med en forventning om, at det er os, der har bolden mest, og helst kunne stå højt på banen, siger hun.

Det nye format i EM-kvalifikationen betyder i al sin enkelthed, at Danmark kvalificerer sig direkte til slutrunden ved at ende i top to i gruppen.

Bliver det en tredjeplads eller en fjerdeplads er man til gengæld ikke ude – man er i stedet sikret en mulighed for at spille playoff-kampe mod nogle af de bedste nationer fra B- og C-laget i kvalifikationen.

Det betyder dog ikke, at kampene i selve gruppespillet har mistet betydning for Stine Ballisager.

– Jeg synes egentlig ikke, det gør så meget, fordi vores fokus er at kvalificere os direkte enten som nummer ét eller som nummer to.

– Vi skal helst ikke ud i playoff-kampe, fordi der kan ske alt muligt. Men det er jo dejligt, at man har en sikkerhed i, at man ikke er ude, hvis man bliver nummer tre eller nummer fire, siger hun og tilføjer, at Spanien er favorit til at vinde, mens Danmark formentlig kommer til at kæmpe med Belgien om andenpladsen i gruppen.

Danmark spiller fredag klokken 18.00 ude mod Tjekkiet og kampen kan ses på DR 2.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P