Stolt Næstved-chefs farvel til angriber: Har råbt under vand

Næstved Boldklub meddelte onsdag, at man har solgt vicetopscorer Frederik Ellegaard. Og selvom det er et hårdt slag for den grønblusede klub i bunden af NordicBet Ligaen, så er cheftræner Patrick Birch Baune stolt over den vævre angriber.

Patrick Birch Braune giver hånd til Peter Dinnesen i Næstved
Foto: Næstved Boldklub
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Deres fælles fortid går mere end ti år tilbage.

Angriber Frederik Ellegaard og cheftræner Patrick Birch Braunes rejse sammen startede i AB, da Ellegaard var en ung teenager.

Siden har de to fulgt hinanden på diverse ungdomshold i AB, senere på førsteholdet i Gladsaxe og siden september i Næstved Boldklub.

Men nu slutter det årelange følgeskab.

Frederik Ellegaard blev onsdag middag præsenteret i norske Stabæk. Dermed mister Braune et varmt fodboldbekendtskab, men også en fodboldfrænde.

Og Braune siger farvel til mere end bare en spiller.

– Jeg har set en dreng vokse helt vildt. Både som fodboldspiller, men også som menneske. Og jeg er bare glad for ham, at han et eller andet sted nu er lykkes. Den rejse, vi har været på sammen, og se ham udvikle sig, det er også en af grundene til, at man bruger så meget tid på fodbolden.

Der var også et ekstra langt kram, da han blev taget ud i weekenden

Patrick Birch Braune

Det var på AB’s græsbaner, at Braune og Ellegaard veje første gang krydsede i starten af 2010’erne. Nu er Frederik Ellegaard skudt af til udlandet, men det overrasker ikke Næstved-chefen.

– Nej, det gør det ikke. Jeg synes, han er en dygtig spiller, og har nogle spidskompetencer, som er rigtig spændende, og han er bare en pestilens, hvis man skal spille imod ham. De spillere er altid eftertragtet.

Patrick Birch Braune giver hånd til Peter Dinnesen i Næstved
Patrick Birch Braune (tv.) overtog tøjlerne i Næstved Boldklub i september. Foto: Næstved Boldklub

Ellegaard skiftede i slutningen af sidste sæson til Næstved, og i september overtog Patrick Braune roret i den sydsjællandske klub. Der har også været snak mellem de to op til skiftet til Stabæk i den næstbedste norske række, OBOS-Ligaen.

– Vi har haft dialog, og der var også et ekstra langt kram, da han blev taget ud i weekenden. Fordi man godt vidste, at det kunne være sidste gang.

– Det er virkelig en spiller, jeg har haft et specielt forhold til, lyder det fra Patrick Braune.

En bet på banen

Stoppede sæsonen nu, ville Næstved rykke i 2. Division. Heldigvis for klubben resterer der fortsat ni kampe af NordicBet Ligaen, men de bliver altså uden Ellegaard, som er noteret for seks sæsontræffere.

Og Braune er da også en smule ærgerlig over at lade vicetopscoreren gå.

– Ja, der er da blevet råbt lidt under vand, ikk, udtaler Braune med et slet skjult smil i stemmen.

Frederik Ellegaard præsenteret i Næstved
Frederik Ellegaard er ny mand i norske Stabæk. Foto: Stabæk Fotball

– Det er jo en del af gamet. Et eller andet sted skal man også være ordentligt over for spillerne og ønske dem held og lykke. Men for vores situation her, er det selvfølgelig en bet og ikke en ønskelig situation. Men altså, jeg glæder mig på hans vegne, og så er det en endnu større præstation, når vi overlever.

Og du kommer til at følge med i OBOS-Ligaen fremover?

– Ja, nu gør jeg, slutter Patrick Braune.

Næstved indtager 11. pladsen i NordicBet Ligaen med fire point op til HB Køge på den anden siden af nedrykningsstregen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P