Premier League

Son håber på køb af tysk lejesvend

Tottenham-profilen oplever et godt samarbejde med Timo Werner.

Son er glad for at bringe Tottenham foran hjemme mod Luton 2-1.
Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix

Heung-min Son vil gerne have Timo Werner som sin offensive legekammerat. Også efter sommerferien.

Sydkoreaneren føler, at han har et godt samarbejde med Werner, der i sommer kom til det nordlige London på en lejeaftale.

– Da han kom, manglede han noget selvtillid. Men nu kan du se, han har fundet den, og han er mere komfortabel. Han gør et virkelig godt arbejde, og vi forventer at han laver flere mål og assists, siger Son ifølge The Standard.

Timo Werner ankom til Tottenham nogenlunde samtidigt med en anden offensivspiller, Brennan Johnson. De to har været vigtige for, at træner Postecoglous idéer kan fungere, mener holdets største stjerne.

– Kantspillerne er meget vigtige for os. De skal blive bredt og i de rette positioner. Både Timo og Brennan gør et virkelig godt arbejde, og de forstår hinanden, siger Son.

Tottenham Hotspur startede sæsonen rigtig flot, men siden gik luften en smule af ballonen. I øjeblikket ligger holdet nummer fem i ligaen, og der er ikke udsigt til nogen trofæer. Men Heung-min Son er fortrøstningsfuld.

– Vi er stadig en smule fra den måde, træneren gerne vil gribe kampene an på. Men vi skal sikre, at vi giver alt, vi har, og så kan vi opnå store ting under ham, siger Son.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P