
OB præsenterer bedste regnskab nogensinde
Odense Sport & Event A/S har onsdag offentliggjort sit årsregnskab for 2023. Her står det klart, at det er det bedste resultat nogensinde for koncernen, der blandt andet har ejerskabet over OB.

Mens det sportsligt halter gevaldigt for OB i denne sæson, så er situationen en helt anden udenfor kridtstregerne.
Således har koncernen bag superligaklubben, Odense Sport & Event A/S, onsdag offentliggjort årsregnskabet for 2023 i en pressemeddelelse.
Her oplyses det, at det er koncernens bedste resultat nogensinde.
Helt præcist omsatte Odense Sport & Event A/S for samlet 324,4 millioner kroner i forrige regnskabsår.
Overskuddet lander på omkring 25 millioner kroner før skat.
I pressemeddelelsen lægger man vægt på, at koncernens hotel- og turistdel har været i rivende udvikling.
I forhold til OB nævnes det, at man målt på stadiontilskuere og tv-seere endte fjerdehøjest af klubberne i Superligaen.
Der nævnes intet om indtægten fra spillersalg, men blandt andre Yankuba Minteh blev solgt til Newcastle i sommer.
Ifølge B.T. indbragte salget omkring 50 millioner kroner.
Odense Sport & Event A/S blev stiftet den 1. maj 2006 som en fusion mellem Odense Congress Center A/S og Odense Boldklub A/S.
Koncernen består af består af fem forretningsben:
Fodbold (OB), turisme (3 hoteller), events (messer og
konferencer hos Odense Congress Center og Nature Energy Park), koncerter fra Live Culture samt
eventcatering og frokostordninger fra Smag&Smil.
OB endte i forrige sæson på ottendepladsen i 3F Superligaen.
I denne sæson indtager den fynske fodboldklub aktuelt niendepladsen, efter det blev til et nederlag hjemme mod Vejle Boldklub tirsdag aften.