Usikker Pochettino: Nyindkøb kan misse resten af sæsonen
Christopher Nkunku har haft en skadesplaget start på tilværelsen i Chelsea, og franskmandens manager, Mauricio Pochettino, er usikker på, om han kommer til at spille mere i denne sæson.
Skader har frarøvet Christopher Nkunku en stor portion af sin debutsæson for Chelsea.
Nu ser det igen ud til, at en skade kommer i vejen for spilletid og det helt store gennembrud hos The Blues.
I hvert fald er klubbens manager, Mauricio Pochettino, usikker om, hvorvidt den nyindkøbte franskmand kommer i aktion før sæsonen går på hæld.
– Jeg ved det ikke, i øjeblikket ved vi ikke, hvornår det er muligt for ham at vende tilbage til træning. I øjeblikket træner han ikke med.
– Hans genoptræning tager længere tid, end vi havde regnet med. Han spillede i Carabao Cup-finalen med en mindre skade, som vi ikke kendte til, og først blev opmærksomme på efter kampen.
– Vi håber snart, at han kan være med igen så hurtigt som muligt. Det ville være rigtig godt, hvis han kan vende tilbage inden sæsonen er slut, fortæller Mauricio Pochettino på et pressemøde før torsdagens Premier League-opgør imod Manchester United.
Kampen fløjtes i gang klokken 21:15, og du kan se den på See og Viaplay.
Christopher Nkunku har blot optrådt ti gange for Chelsea på tværs af alle turneringer i denne sæson.
For London-klubben har den tidligere RB Leipzig-profil misset 32 kampe på grund af skader siden skiftet i sommer.