3F Superligaen

Viasat-ekspert klar i mælet: Derfor er BIF guld-favoritter

Efter mandagens sejr over F.C. København i Parken har Brøndby skabt sig et forspring på fem point ned til rivalerne, men det er ikke kun forspringets størrelse, der får Viasats ekspert til at pege på Brøndby som mesterskabsfavoritter.

Brøndby-spillerne med Sean Klaiber i spidsen jubler over en scoring mod FCK i Parken.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Peter Sørensen er ikke i tvivl.

Det han så fra Brøndby mandag, og det han har set fra Brøndby igennem hele sæsonen, gør det klart.

Brøndby er med ni kampe tilbage af superligasæsonen favoritter til at løbe med det danske mesterskab.

Sådan lyder konklusionen fra den tidligere superligatræner, der ikke kun taler ud fra et øjebliksbillede ovenpå mandagens derbysejr.

– Jeg siger, at de er favoritter til mesterskabet. Det siger jeg ikke kun, fordi der nu er fem point ned til FCK – som er meget. [Brøndby] er også et hold, der dominerer kampene med bolden, ingen scorer flere mål, ingen har færre mål imod. De har vist, at de har kvalitet både i startelleveren og fra bænken.

– I dag er det Jacob Rasmussen, der lægger op til [Sean] Klaiber, der er nyindhentet til den her sæson. [Mathias] Kvistgaarden starter ude, fordi det er en bredere trup. I sidste kampe mod Silkeborg var det [Yuioto] Suzuki, der scorede tre mål.

– Det er en manifestation af et nyt holds konkurrencedygtighed. I modsætning til FCK har de også kunnet slå FC Midtjylland to gange – FCK har tabt til FC Midtjylland to gange. I top-seks-holdenes indbyrdes regnskab er Brøndby også bedst: 23 point – FCK har kun 12 point, lyder det fra Peter Sørensen.

De fleste eksperter havde inden slutspillet peget på de to seneste sæsoners mestre fra F.C. København som guldfavoritter, men mandag skete der ifølge Peter Sørensen et skifte.

– Det er en ny situation. Den her kamp er en ny markering – det var den kamp, hvor FCK skulle vise; Vi har skullet passe to turneringer hele efteråret i modsætning til de to guld-konkurrenter [..] I dag (mandag, red.) i den her åbningskamp i slutspillet havde de (FCK, red.) muligheden for at vise, at de er et niveau over de næstbedste i Danmark. Det kunne de ikke. De kunne ikke holde føringen – Brøndby er ikke heldige med at vinde, de spiller godt.

– [Brøndby] er bare et super velfungerende hold, der bliver bedre og bedre, og selvtilliden vokser og vokser. Det bliver virkelig vanskeligt for FCK, og det bliver også vanskeligt for FC Midtjylland, lyder det fra Peter Sørensen.

Highlights: Røg og flotte mål i Brøndby-sejr i Parken

Sørensen med-ekspert i Viasat-studiet, Francis Dickoh, er ikke nødvendigvis uenig med sin kollega.

– I perioder hvor det bare blæser rigtig meget, der står de bare fast [..] De har noget rygrad, og det er vi nødt til at tage seriøst – særligt i den her fase i turneringen. Vi ser i stort set alle ligaer, at de gode hold skraber point sammen, selvom de har modgang, og det gør Brøndby. Derfor køber jeg Peters præmis, men der er stadig mange kampe endnu, lyder det fra Francis Dickoh.

Brøndby vandt senest det danske mesterskab i 2020-21-sæsonen, hvor Niels Frederiksens tropper sluttede ét point foran FC Midtjylland og seks point foran F.C. København.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P