
Krogh erkender ‘kæmpe’ rødt kort: Vi var heldige
Filip Helander var heldig ikke at få rødt kort i Superligakampen mod Vejle tirsdag, hvis man spørger cheftræner Søren Krogh.

Filip Helander var heldig.
I tirsdagens kamp mod Vejle slap OB-anføreren billigt, da han skulle have haft sit andet gule kort allerede i første halvleg.
Kort efter blev Helander skiftet ud, da cheftræner Søren Krogh syntes, at præstationen var under alt kritik.
– Jeg tror ikke, at han selv er tilfreds, og det er jeg bestemt heller ikke, lyder det fra Søren Krogh til Viaplay efter kampen.
OB-træneren erkender også, at Helander skulle have haft et rødt kort.
– Han skulle have haft et rødt kort. Ganske enkelt. Længere er den ikke. Kæmpe rødt kort, vil jeg sige, siger han.

En anden OB-spiller fik dog rødt kort, da Tom Trybull fik sit andet gule kort og blev udvist i anden halvleg.
Vejle Boldklub endte med at vinde kampen 0-1.
Se hele interviewet med Søren Krogh i videoen øverst i artiklen.