Askou overvejer at give debut: Hvis han er god nok
IFK Göteborg tager mandag hul på den nye sæson i Allsvenskan. Her kan der meget vel blive givet debut til en ung keeper, men det sker kun, hvis han er god nok, fortæller cheftræner Jens Berthel Askou.
Allsvenskan ruller igen, og mandag skal IFK Göteborg i aktion for første gang i den nye sæson.
Sæsonens første kamp kan samtidig meget vel byde på en Allsvenskan-debut for purunge Elis Bishesari.
I hvert fald har Aftonbladet været ud til IFK Göteborgs træninger, hvor meget tilsyneladende tyder på, at den 18-årige målmand skal i aktion.
Elis Bishesari udtaler selv til Aftonbladet, at han “har en god fornemmelse og føler sig klar”.
Det svenske medie har også taget en snak med klubbens danske cheftræner, Jens Berthel Askou, der dog ikke vil bekræfte, hvem der kommer til at vogte målet i første kamp.
– Hvis det er det, der kommer til at ske, så er det, fordi vi synes, at han er god.
– Vi har givet spilletid til en 15-årig (Benjamin Brantlind, red.) i en betydende kamp, fordi vi mener han er god nok. Vi har stor tiltro til de spillere, vi sætter på banen.
– Hvis ikke de er klar, så spiller de ikke, siger den tidligere AC Horsens-cheftræner.
Den potentielle plads i målet til Elis Bishesari skyldes, at klubbens normale førstevalg, Pontus Dahlberg, er ude i længere tid med en skade.
Elis Bishesari har ikke tidligere stået en gældende kamp for IFK Göteborgs førstehold.
IFK Göteborg tager hul på Allsvenskan mandag klokken 14.00 hjemme mod Djurgården.