Dansk komet imponerer Arsenal-ikon efter ny vild kamp
For anden kamp i træk scorede danske Chido Obi fire mål for Arsenal U18, og den 16-årige angriber imponerer holdets træner – og Arsenal-ikon – Jack Wilshere.
To kampe, otte mål.
Det er helt vildt, hvad Chido Obi har præsteret for Arsenals U18-mandskab i denne sæson.
Lørdag scorede den 16-årige danske angriber fire mål – for anden kamp i træk – da Fulham blev besejret i U18 Premier League.
Efter kampen var der store roser fra Jack Wilshere.
Wilshere, som har spillet 197 kampe for Arsenal – og 14 for AGF – har lagt støvlerne på hylden, og gør sig nu som manager for Arsenals U18-hold.
Og Wilshere kan lide, hvad han ser fra danske Chido Obi.
– Chido har altid haft en evne til at finde vej til netmaskerne, men det, der imponerer mig mest, er hans vilje til at lære og udvikle sig, udtale Wilshere til klubbens hjemmeside i kølvandet på lørdagens sejr.
Chido Obi er født i Glostrup og fik sin fodboldopvækst i KB, inden han flyttede til London som 14-årig. Han var 14 år, da han fik debut for Arsenals U18-hold.
Nu er han 16, og Wilshere er sikker på, at man slet ikke har set det bedste fra Chido Obi endnu.
– Selvom han måske er kritisk over for visse aspekter af sit spil, har hans indflydelse på holdet været enorm denne sæson. Med ham på fuldtid og med et struktureret træningsprogram til næste år, håber vi at se ham udvikle sig til en endnu mere komplet spiller, slutter Wilshere.
Obi har i denne sæson scoret 12 mål i 11 kampe for Arsenals U18-hold. Han er netop vendt retur til London, efter at have kvalificeret sig til sommerens U17-EM med det danske ungdomslandshold.
Arsenal-dansker om chancerne ved U17-EM: Kan blive stort