Dansker på tavlen i Malmös store åbningssejr
Malmö FF begyndte lørdag eftermiddag sit titelforsvar i åbningskampen i Allsvenskan ude mod IFK Norrköping. Det blev til en knusende storsejr blandt andet takket være danske Søren Rieks.
IFK Norrköpping og Malmö FF tog lørdag hul på årets Allsvenskan.
De forsvarende mestre fra Malmö stillede til start med både Søren Rieks og ligadebutanten Jens Stryger Larsen, og det blev en yderst målrig affære.
Kampen var 14 minutter gammel, da den rutinerede Malmö-angriber Isaac Thelin pandede bolden det sidste stykke i kassen efter et hjørnespark.
Et kvarter efter fordoblede Thelins norske angrebskollega Erik Botheim stillingen. Og det blev også til 0-3 kort før pausen ved Sebastian Nanasi.
I anden halvleg fortsatte Malmö-dominansen, og efter knap en times spil kom 36-årige Søren Rieks på tavlen, da han køligt sparkede bolden ind med venstreskøjten. 0-4.
Det blev også til 0-5 ved Holmquist Vecchia, inden Norrköping fik pyntet på resultatet med reduceringen til 1-5.
Sebastian Jørgensen fik de sidste 20 minutter på banen for Malmö. Hos hjemmeholdet spillede Vito Hammershøi-Mistrati 85 minutter.