
Åbning for Eriksen? Manchester United-talent syg og tvivlsom
Manchester United spiller lørdag aften mod danskerklubben Brentford i forsøget på at komme ind i top fire. Måske bliver det med danske Christian Eriksen på holdet – stortalentet Kobbie Mainoo er nemlig småsyg.

Christian Eriksen har savnet spilletid i Manchester United.
Men lørdag aften er der måske en åbning til en startplads for danskeren.
Erik ten Hag har i hvert fald sået tvivl om, hvorvidt det engelske stortalent Kobbie Mainoo bliver klar til lørdagens kamp mod Brentford.
Fredag sad Mainoo over ved klubbens træning.
– Han sprang træningen over, fordi han var syg. I dag er han ikke helt restitueret, men vi har stadig mange timer før kick-off, forklarer Erik ten Hag til den engelske presse.
Midtbanespilleren fik spilletid i begge Englands landskampe mod Brasilien og Belgien, og han er i 2024 blevet en fast starter for Erik ten Hag i Premier League.
Manchester United har ni point op til fjerdepladsen i Premier League, og kampen mod Brentford starter klokken 21.00 dansk tid.