
Jacob Neestrup: Vi tager altid favoritværdigheden
F.C. København og Brøndby tørner på 2. påskedag sammen i Superligaens indledende runde af mesterskabsspillet – og her tager Neestrup og co. gerne favoritværdigheden.

F.C. København og Brøndby tørner sammen 2. påskedag.
Derbyet bliver samtidig også en vigtig del af mesterskabskampen, da begge klubber bejler til mesterskabet.
Netop i kampen om mesterskabet, men også i derbyet, ser Jacob Neestrup Løverne som værende favoritter – en rolle, som F.C. København altid påtager sig.

– Jeg synes altid, at vi tager favoritværdigheden, men jeg tror også, at de andre vil pege på sig selv og sige, at de skal vinde Superligaen.
– Vi har en målsætning, og den har vi haft lige siden runde et, lige meget hvilken placering vi har haft – det var det samme sidste år, da vi lå nummer ni, fortæller Jacob Neestrup.
Det er heller ikke så underligt, at FCK-cheftræneren påtager sig favoritværdigheden.
I sine fem kampe imod Brøndby som cheftræner har Neestrup nemlig kun tabt én enkelt gang.
– Jeg forventer en kamp, hvor vi tager teten, men også en kamp, hvor vi skal forsvare imod et hold, som også er gode, når de selv har bolden.
– Det er jo det vi går efter, vi vil jo være det hold, der angriber mest.
Opgøret fløjtes i gang klokken 14:00 mandag den 1. april, og du kan se kampen på TV3+ og Viaplay.
Inden derbyet ligger Brøndby på andenpladsen med to point over F.C. København på tredjepladsen, imens FC Midtjylland indtager førstepladsen.
Se hele stillingen i Superligaen lige her.