Planlagt strejke tvinger Tottenham til at rykke kamp
Tottenham meddeler torsdag, at man har set sig nødsaget til at flytte en af klubbens Premier League-kampe på grund af en planlagt strejke.
Premier League-kampen mellem Tottenham og Nottingham Forest rykkes én dag frem.
Det oplyser klubben fra det nordlige London på sin hjemmeside.
Årsagen bag er en planlagt strejke.
Kampens rykkes fra mandag den 8. april til søndag den 7. april klokken 18.00.
– På grund af planlagte strejker og væsentlige rejseforstyrrelser på tværs af jernbanenettet, som er planlagt til at finde sted mandag den 8. april, er vores hjemmekamp i Premier League mod Nottingham Forest blevet fremrykket, skriver Tottenham på sin hjemmeside.
Kun én af de seks togstationer, som fansene normalt bruger for at komme frem til Tottenham Hotspur Stadium, fungerer som ‘normalt’ mandag den 8. april.
Inde på NetworkRails hjemmeside, som er organisationen bag jernbaneinfrastrukturen i England, Skotland og Wales, fremgår det da også, at man har planlagt strejker forskellige steder i England mellem torsdag den 4. april og tirsdag den 9. april.