Kun 32 minutter: Chelsea-nyindkøb færdig for sæsonen
Det blev langt fra den debutsæson i Chelsea, som Romeo Lavia havde drømt om. Han meldes nu ude resten af sæsonen.
Av for en debutsæson – på den bitre måde.
Både Chelsea og Liverpool rev og flåede i Romeo Lavia forrige sommer, men i sidste ende blev det den blå London-klub, som løb med den 20-årige belgiers underskrift.
Skiftet fra Southampton til Chelsea har dog været alt andet end en succes for midtbanespilleren indtil videre.
Han lagde således fra land med at blive skadet tidligt i sæsonen.
Sidenhen fik han kæmpet sig tilbage, og i midten af december fik han sin debut mod Crystal Palace.
Her blev det til 32 minutters fodbold – men også en ny skade.
Skadens omfang fik dog ikke Chelsea til at melde Romeo Lavia ude for resten af sæsonen i første omgang.
Det gør man dog nu.
– Midtbanespilleren Romeo Lavia kommer uheldigvis til at misse resten af sæsonen som konsekvens af et setback i hans genoptræning.
– Nye medicinske undersøgelser bekræfter, at Lavia, der pådrog sig en alvorlig lårskade mod Crystal Palace tilbage i december, ikke kommer til at spille mere i denne sæson, skriver Chelsea på sin hjemmeside.
Dermed blev det altså til i alt 32 minutters fodbold i Romeo Lavias første sæson som Chelsea-spiller.