Officielt: IFK Göteborg henter Anders Kristiansen på leje
Kort tid efter, at IFK Göteborg meddelte, at førstemålmand Pontus Dahlberg er blevet slemt skadet, har danskerklubben fundet erstatningen. Klubben lejer norske Anders Kristiansen for resten af sæsonen.
En skandinavisk målmandskabale har været i gang i IFK Göteborg kort før sæsonstart.
Tirsdag eftermiddag meddelte klubben, at førstemålmand Pontus Dahlberg er blevet slemt skadet i knæet.
Men under en time senere er afløseren på plads for cheftræner Jens Bertel Askou og danskerklubben IFK Göteborg. Og erstatningen er fundet i Norge.
I Sarpsborg lejer Göteborg nemlig den 34-årige målmand Anders Kristiansen for resten af året.
– Med Pontus Dahlbergs skade var vi nødt til at bringe en anden målmand ind for at styrke den konkurrencemæssige situation. Anders er en erfaren målmand med et godt cv, udtaler teknisk direktør i klubben, Ola Larson.
– Vi har haft gode referencer lige ved hånden og er sikre på, hvad vi får med Anders. Det er en meget positiv løsning for alle parter, slutter han.
Keeperen har tidligere spillet i Royale Union i Belgien, men skiftede i 2021 retur til norsk fodbold og Sarpsborg.