Danmark vinder lunken sejr over upåagtede Færøerne
Det var langt fra nogen forførende folkefest, da det danske A-landshold tirsdag aften besejrede Færøerne med 2-0 på Brøndby Stadion.
Danmark fik ellers en lovende start på opgøret mod Færøerne.
Kasper Hjulmand havde foretaget otte ændringer i startopstillingen fra seneste opgør mod Schweiz, og efter ni minutter bankede anførerdebutanten Pierre-Emile Højbjerg Danmark foran.
Og så var startskuddet til en fodboldfest ellers lagt. Troede man. Men det var tilsyneladende vådt krudt, som var lagt i kanonen.
Det danske spil manglede tempo, og kun nogle gode øjeblikke fra angriber Kasper Dolberg fik stemningen til at nærme sig noget, der minder om varmegrader.
I første halvleg var Færøerne ved at udligne den danske føring efter en miskommunikation mellem Elias Jelert og Frederik Rønnow. Victor Nelsson måtte tage det yderste af skulderen i brug på stregen for at holde bolden ude af nettet.
Derfor var det danske landshold foran 1-0 ved pausen mod verdens nummer 135.
I anden halvleg fik Anders Dreyer nettet til at blafre i begyndelsen af halvlegen, men målet blev korrekt trukket tilbage af en offside.
Det danske spil blev generelt bedre i anden halvleg, særligt anført af Christian Eriksen. Han strøg om sig med velkendte gode bolde, og gav det danske spil noget pondus offensivt.
Den indskiftede Mohamed Daramy hoppede højst midtvejs i anden halvleg, og Reims-spilleren bragte Danmark på 2-0.
Desværre måtte Daramy udgå med en skade minutter senere, og han blev klappet ud Brøndby Stadion på en båre.
Der blev ikke scoret mere i kampen, som derfor sluttede 2-0 til Danmark. Næste opgave Hjulmands tropper er i starten af juni mod Sverige i Parken.