Frisparksdrøn og straffescoring i dansk U21-deler
Der var ikke meget smæk for skillingen, da det danske U21-landshold fredag aften gæstede Østrig i en træningskamp.
Det blev ikke til det store danske festfyrværkeri fredag aften.
Her gæstede det danske U21-landshold det østrigske ditto i en træningskamp frem mod det kommende EM-kvalifikationsopgør mod Litauen.
Langt hen ad vejen matchede de to nationer hinanden fint. Og opgøret endte da også helt lige med slutresultatet 1-1.
Det blev en lang sej kamp for begge hold at finde frem til netmaskerne. Første halvleg var en halvkedelig affære, men fra anden halvlegs start kom der med gang i den.
67 minutter skulle der gå, før nettet blafrede for første gang, og her var der østrigsk adresse på afsenderen. På et veludført frispark bragede Yusuf Demir bolden ind bag Filip Jørgensen i det danske mål – 1-0 til Østrig.
Den østrigske scoring tændte dog en ild i de danske U21-drenge, der faktisk havde haft et par gode chancer i anden halvleg frem til det østrigske mål. Danskerne tog skeen i den anden hånd og udlignede blot tre minutter senere.
Bag målet stod FC Midtjyllands Oliver Sørensen, der bragte balance i regnskabet på et dansk straffespark . begået af selvsamme Yusuf Demir. 1-1 med 20 minutters spil tilbage af opgøret.
Danmark var herefter tættest på en afgørende scoring, men det blev dog ikke til flere mål i kampen. De to mandskaber måtte stille sig tilfredse med en deler.
U21-landsholdets næste kamp er mod Litauen i EM-kvalifikationen. Litauen er sidst i gruppen med nul point, mens Danmark placerer sig på en andenplads med otte point i fire kampe.
Førstepladsen indtages af Wales, der dog har spillet hele seks kampe. Nationen har med 11 point.
Opgøret mellem Danmark U21 og Litauen U21 fløjtes op på tirsdag klokken 18:00. Kampen kan følges direkte på Fordanmark.dk/live.