
Colombiansk kongemål sørger for spansk nederlag
Det lykkedes Colombia at drille Spanien fredag aften, og det endte endda også med at kaste en sydamerikansk sejr af sig efter et kongemål.

Det blev blot til én enkelt scoring – men hvilken en!
Colombia scorede nemlig et klassemål, da det sydamerikanske mandskab besejrede de europæiske giganter fra Spanien med 0-1.
En vaskeægte kongeaktion fra Liverpools Luis Diaz drev gæk med den spanske defensiv før den 27-årige kantspiller fandt Daniel Munoz ved fjerneste stolpe, som på akrobatisk vis scorede på en halvflugter.

Til trods for at favoritværdigheden nok tilfaldt Spanien, så blev det ikke til nogen spanske scoringer.
Formentlig har Kroatien, Italien og Albanien fulgt godt og grundigt med i opgøret og måske endda taget nogle noter.
Det er nemlig Spaniens konkurrenter i EM’s gruppe B.
Spanien spiller næste gang imod Brasilien på tirsdag i en opvisningskamp for at sprede opmærksomhed om den racisme, som, blandt andre, har plaget Vinicius Junior i Spanien.
Kampen fløjtes i gang på tirsdag den 26. marts, og du kan se den på TV2 Sport og TV2 Play.