Skandaleramte Spanien: Suspenderer to chefer
I Spanien raser en skandaløs sag, som indtil videre har betydet en større ransagning af det spanske fodboldforbunds kontor, samt den tidligere præsident for forbundet Luis Rubiales’ hjem.
Nu er den gal igen med Luis Rubiales.
Den spanske civilgarde har nemlig ransaget den tidligere præsident af det spanske fodboldforbunds hjem, såvel som det spanske fodboldforbunds hovedkontor grundet mistanke om korruption.
Det drejer sig således om Supercopa de España, som de sidste tre år er blevet afholdt i Saudi-Arabien.
Det skriver flere spanske medier, deriblandt Marca.
Torsdag er det også kommet frem, at det spanske fodboldforbund har valgt at suspendere både HR-direktør José Javier Jiménez og Pedro Gonzáles Segura, som er juridisk direktør.
De to er mistænkte for at have været indblandet i en række af de mistænkelige aftaler, som det spanske fodboldforbund indgik, imens Luis Rubiales var præsident for forbundet.
Det er heller ikke første gang, at Luis Rubiales havner i mediernes søgelys.
Efter det spanske kvindelandsholds triumf ved VM i 2023 kyssede den daværende præsident nemlig spilleren Jenni Hermoso.
Som et resultat af den hændelse modtog Rubiales en tre-årig karantæne fra fodboldverdenen af FIFA.