
Av! – Sverige får portugisiske klø i Jon Dahl-debut
Jon Dahl Tomasson fik alt andet end en drømmedebut som svensk landstræner, da han og Sverige fik ørerne i den portugisiske maskine torsdag aften.

5-2…
Det var cifrene på lystavlen, da dommeren blæste for sidste gang i fløjten i torsdagens opgør mellem Portugal og Sverige.
Samtidig er det også cifrene, danske Jon Dahl Tomasson må se tilbage på, når han en gang i fremtiden skal mindes sin debut som svensk landstræner.
Jon Dahl Tomasson fik således en skrækdebut som svensk landstræner, da nationen torsdag aften gæstede Estádio D. Afonso Henriques i Portugal.
Allerede midt i første halvleg gik det galt, da AC Milan-stjernen Rafael Leao sendte bolden i kassen til 1-0. Derefter fulgte de portugisiske scoringer i en lind strøm.
Efter 33 minutter kunne Matheus Nunes udbygge føringen til 2-0, og kort før pausefløjt gjorde Bruno Fernandes det til 3-0.
Efter 12 minutters spil i anden halvleg kunne Bruma gøre det til 4-0 på et oplæg af Bruno Fernandes, hvorefter den svenske Sporting-spiller Viktor Gyokeres kunne pyntet på resultatet til 4-1.
Lige lidt hjalp det. Portugiserne fortsatte stormløbet mod det svenske mål, og Goncalo Ramos satte kniven ind til 5-1 efter 62 minutter. Gustaf Nilsson pyntede yderligere på resultatet til sidst med en svensk scoring til 5-2, som også blev kampens resultat.
Den svenske selvtillid led således et knæk, mens den portugisiske omvendt steg gevaldigt frem mod sommerens EM, hvor Portugal i Gruppe F møder Tyrkiet, Tjekkiet og vinderen af EM-playoff-finalen mellem Georgien og Grækenland.
