Courtois holder hovedet højt efter ny skade: Et lille setback
Belgiske Thibaut Courtois er ikke umiddelbart røget helt ned i kulkælderen ovenpå sin nye knæskade. Ifølge ham, er det nemlig bare “et mindre setback”.
Real Madrid kunne tidligere tirsdag meddele, at klubbens belgiske målmand, Thibaut Courtois, er blevet ramt af en ny skade.
Den 31-årige har således overrevet menisken i sit ene knæ.
Skaden er opstået på et tidspunkt, hvor han netop var begyndt at deltage fuldt ud i træningen igen, efter han tilbage i August rev et korsbånd over.
Selvom han endnu ikke har spillet en kamp i denne sæson, ikke kommer med til EM og er blevet ramt af en ny skade, så holder Thibaut Courtois alligevel hovedet højt.
– Jeg er ked af denne nye skade, men det er kun et lille setback. Jeg kommer tilbage stærkere end nogensinde før. Jeg kan mærke jeres støtte, siger han ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano.
Hvor ‘lille’ et setback, der er tale om, er nok tvivlsomt.
I hvert fald skriver mediet The Athletic, at Real Madrid-keeperen nu skal under kniven, inden der venter ham en syv uger lang pause, hvorfor hans sæson er slut.
Thibaut Courtois kom til Real Madrid fra Chelsea i 2018 og har vogtet målet i 230 kampe for den spanske hovedstadsklub.