FA Cup

Mark Robins reddede Sir Alex – nu skal han op mod Ten Hag

Mark Robins skal til april op mod Manchester United i FA Cuppens semifinale, men den nuværende Coventry-manager har faktisk en stor del af æren for, at Manchester United i det hele taget er blevet så stor og succesfuld, som det er tilfældet.

Coventry City-manager Mark Robins glæder sig over Coventrys semifinaleplads i FA Cuppen.
Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix

13 engelske mesterskaber, to Champions League-trofæer, fem FA Cup-trofæer og fire ligacup-titler.

Sir Alex Ferguson er blandt de mest vindende managers i international fodbold, og han er med afstand den mest vindende manager i Manchester United.

Det kunne dog have set markant anderledes ud havde det ikke været for den nuværende Coventry-manager Mark Robins.

Sådan lyder historien i hvert fald, når man spørger de mest inkarnerede United-historikere.

Lørdag spillede Mark Robinsons Coventry-mandskab sig i FA Cup-semifinalen med en en helt vanvittigt comebacksejr over Wolves.

Søndag var det så Manchester Uniteds tur til at booke en tur i semifinalen, da også de leverede et voldsomt comeback mod Liverpool.

Vanvid på Old Trafford: United sender Liverpool ud

Kort efter miraklet på Old Trafford blev der så trukket lod til FA Cuppens semifinaler, og her ville skæbnen, at Mark Robins og Coventry blev parret med Robins tidligere klub – Manchester United.

Dermed står Robins til april overfor klubben, som han fra 1988 til 1992 nåede at repræsentere 61 gange med 16 mål til følge.

Særligt ét af de mål og én af de kampe har dog efterfølgende fået stor betydning.

I 1989-90-sæsonen havde Sir Alex Ferguson taget hul på sin fjerde sæson som manager i klubben efter sit skifte fra skotske Aberdeen, og det gik ikke godt for skotten.

I januar 1990 var United igang med en stime på seks kampe i ligaen uden sejr, og holdet nærmede sig så småt en kamp om at undgå nedrykning, da de skulle møde Nottingham Forest i FA Cuppens tredje runde.

Fans i byen var allerede så småt begyndt at vende sig mod den skotske manager, og det samme var medierne. Rygterne gik på, at Ferguson ville blive fyret, hvis United tabte kampen mod Forest.

– Hver dag op til den kamp kunne vi i aviserne læse, at manageren stod til at blive fyret, har den tidligere Manchester United-forsvarsspiller Viv Anderson udtalt til Manchester Evening News.

Nottingham Forest var på det tidspunkt ikke hvem som helst, og under den legendariske manager Brian Clough var det et vanskeligt opgør, Manchester United stod overfor.

På City Ground i Nottingham dukkede en dengang forholdsvis ukendt Manchester United-angriber ved navn Mark Robins op og afgjorde opgøret med kampens enlige scoring, og som de siger i England: The rest is history.

Manchester United endte i den sæson med at gå hele vejen i FA Cuppen, som skulle afgøres i en finale nummer to efter den første finale mod Crystal Palace var endt 3-3 efter forlænget spilletid. Her vandt Manchester United 1-0 på det gamle Wembley på mål af venstrebacken Lee Martin.

Selvom holdet kun sluttede som nummer 13 i den engelske First Division, så undgik de nedrykning, og de efterfølgende år gik den kun én vej med placeringerne i ligaen, indtil de i 1992-93-sæsonen blev engelske mestre i det år, hvor First Division blev omdøbt til Premier League.

For Mark Robins blev karrieren aldrig for alvor nogen stor succes, og i 1992 skiftede han til Norwich. Tre år senere gik turen videre til Leicester, som i oktober og november 1996 udlejede angriberen til F.C. København, hvor det blev til i alt fire mål i seks superligakampe.

Den aktive karriere blev lagt på hylden efter et ophold i Burton i 2005, hvorefter Robins blev træner, og han har siden været i klubber som Rotherham, Barnsley, Huddersfield og Scunthorpe. Siden marts 2017 har han dog stået i spidsen for Coventry, hvor det indtil nu er blevet til i alt 360 kampe.

Mark Robins har én gang tidligere mødt Manchester United som træner. Det var i 2009, hvor han som Barnsley-træner tabte 0-2 i ligacuppens ottendedelsfinale. Den dag var var det Danny Welbeck og Michael Owen, der scorede målene for… Sir Alex Ferguson.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P