Medie: Chelsea vil forgylde profil
Han har været en af de absolutte profiler for Chelsea i denne sæson, og selvom han skiftede til klubben så sent som i sommer, så står klubben nu klar med en ordentlig lønforhøjelse.
Cole Palmer har været her, der og alle vegne for Chelsea i denne sæson.
Trods Londonklubbens resultatmæssige problemer i denne sæson har den 21-årige englænder indtil videre brændt banen af i sin debutsæson for ‘The Blues’.
Selvom Cole Palmer skiftede til Chelsea så sent som i sommerens transfervindue, så skulle klubben nu eftersigende stå klar med en ordentlig lønforhøjelse.
Ifølge Daily Star står storklubben klar med noget, der ligner en fordobling af ugelønnen til Cole Palmer.
Mediet skriver, at Cole Palmers nuværende kontrakt, som løber frem til sommeren 2030, skulle indtjene offensivprofilen i omegnen af 75.000 pund om ugen – svarende til omkring 650.000 kroner ugentligt.
Men med den nye kontrakt kommer Cole Palmer skridtet nærmere Chelsea-tinderne med en ugeløn på omkring 1,3 millioner kroner.
Lønnen, som Cole Palmer angiveligt kan se frem til, er dog fortsat et godt stykke fra lønkongerne i Chelsea. Ifølge TeamTALKs lønoversigt er det Raheem Sterling, der tjener mest i Londonklubben med en ugeløn på hele 325.000 pund – svarende til omkring 2,8 millioner kroner.
Spillere som Reece James, Wesley Fofana, Ben Chilwell og Christopher Nkunku skulle også overgå Cole Palmer på lønningslisten.
Cole Palmer skiftede til Chelsea fra Manchester City i sommeren 2023. Siden er det blevet til 33 kampe for klubben med 13 mål og 11 assists til følge.
Næste kamp for Chelsea er senere søndag, hvor klubben tager imod Leicester i FA Cuppens kvartfinale. Opgøret fløjtes op klokken 13:45 og kan følges direkte på Canal 9, Discovery+ og Viaplay.
Dyrt lån: Fulham-udeladelse sender millioner til Chelsea